Marinen i Schjøschlag

Fyllet man mer før i tiden? Ja, det kunne nok hende. Her er et par passasjer fra dagboka til Jacobus Bugge – sønn av rektor Bugge på Katedralskolen i Trondheim – fra hans tur som «Underskibslæge» på Fregatten Nordstjernen på dens tokt 1869-70 til åpningen av Suez-kanalen og videre til Argentina. Jeg har tidligere fortalt om hvordan norske marineoffiserer fant norsk eksportøl i Buenes Aires, men til priser som var hinsides deres kjøpekraft.

La meg nå fortelle om hvordan offiserene ombord i festlig middagsselskap drakk seg særdeles beduggede, i mannskapets nærvær. Man kan godt mene at avholdsbevegelsen er humørløse mørkemenn, men en gang i tiden var det nok rom for å jekke ned festkulturen et par hakk.

Konteksten idet vi går inn i teksten er søndag 10. oktober 1869, der de sivile ombord – overlege Ihlen, Bugge og presten – har invitert kapteinen (omtalt som Chefen) m.fl. til middag.

Middagen var denne Dag som sædvanlig om Søndagene storartet. Chefen, et Par Cadetter, samt 1ste Maskinist var vore Gjæster. Efter Middagen, som varede et Par Timer, gik vi igjen op paa Dækket for at nyde den vidunderlige deilige Aften. [...] Vi fik et Bord og Stole op og samlede os nu om Caffen, Curacao og Crème de Cacao agterut paa Skandsen. Jeg siger Stemningen var begeistret, ja det var den da rigtignok ogsaa og dette gav sig Luft i talrige Skaaler, Taler og Sang. Nu fik Chefen den heldige Idé at faa samlet Sangerne, et 28 Mand stærkt Chor, ligeoverfor os paa den anden Side af Skandsen, og de afsang nu til hver Tale dertil passende Sange, [...] Saa fik Chefen op Champagne og vi drak Kongens og Landets Skaal under tordnende Hurraraab, saa utbragte jeg en Skaal for Chefen, som Gemytlighedens Chef, saa han en for kameratslig Aand ombord, saa Præsten for de hjemmeværende Kvinder og Børn, saa Ihlen for Alt hva «Kjærest» var og specielt for min «Kjærest», saa en af de Uforlovede for Spaniens Kvinder etc., etc. Nu kom Toddyen, Stemningen blev mere og mere animeret og vi begynte selv at synge. Chefen utbragte i mange og jeg kan just ikke egentlig sige udvalgte Ord en Skaal for Nordstjernen. [...] Saa utbragte en en Skaal for Maskinist Berg med Ønske om at han ikke maatte faa «sin Skrue» [dvs dobbeltbetyning med propell] løs, men desværre, han havde nok allerede faaet alle sine Skruer løse, thi i dyb og overstrømmende Taknemmelighedsfølelse over at være bleven erindret paa en for ham saa smigrende Maade vilde han just reise sig, og ligesom Chefen tolke sine Følelser i et glødende Foredrag, men uheldigvis tabte han Ligevegten og styrtede paa alle fire overende mod Bordet, som overrasket over denne Tilgift i Byrde uden Betænkning under et frygtelig Knald, Klirren og Spectakel væltede overende, og overøste os med hele sin ikke ringe Beholdning af Toddy og kogende Vand. [side 28-29]

Men sluttet de av den grunn? Neida, de holdt på et par timer til, dog etter at førstemaskinist Berg ble båret bort av fire gaster. I Det virker som om de ikke manglet en eneste av datidens kjente alkoholiske drikker, fra øl og vin, til sherry og rom ikke var ombord i rikt monn.

Tre dager senere er de kommet til Spania og åtte av dem går i land i Cadiz, der målet er at de skal proviantere mer drikkevarer for den videre turen.

Onsdag den 13de October. Kl. 8 F.M. [Formiddag] reiste vi med Jernbanen op til Jerez, hovedsagelig i den Hensigt at beundre den verdensberømte Gonzalez' Vinkjælder. [...] Det var en glødende, ja smeltende Hede, og uagtet vi var klædte saa tyndt som muligt, haglede Sveden af os. Hist og her passerede vi en liden Palmelund, nogle Orangetrær, men idethele var det kun ynkelig bevendt med Skyggen. Gonzalez' Vinkjælder er vel noget af det mest storartede i sit Slags, hans Beholdning skal være assureret for 3 Millioner £. Fem eller seks umaadelige Træbygninger huse disse Skatte. Da vi havde bestemt os til at complettere vort Vinlager med Gonzalez' ædle Sorter, gik vi først ind paa hans Contoir for at afgjøre vore Forretninger, d. v. s. smage paa nogle Sorter, udvælge den Sort vi vilde have og bestemme Qvantiteten. Hertil medgik minst halvanden Time, da der var en forfærdelig Mangfoldighed af forskjellige Sorter næsten til én og samme Pris, vi drak og smagede, smækkede med Tungen og syntes det var saare godt altsammen og var i megen Beraad om hvad for en Sort vi skulde kjøbe og hvormeget vi skulde kjøbe af hver Sort. Endelig havde vi da smagt saa længe og paa saa mange sorter at de alle løb rent i hinanden, og nu kunde det da ikke nytte at smage længre, men man fik bestemme sig. Vi kjøbte for ca. 1500 Spdlr. [=6000 kr etter reformen av 1875] tilsammen, dels af tørre, dels af søde Vine, spesielt den delicate Pedro Ximenes. Jeg for min Part kjøbte sammen med Præsten og Forvalteren 1 Qvartercast Sherry à 9 £ [1£ = 20kr = 5Spdlr] og 1 Qvartercask Pedro Ximenes à 15 £, 1 Qvartercask skal inneholde ca. 150 Flasker. Nu var da Forretningerne afsluttede og Fornøielserne skulde begynde, idet vi skulde gjennemvandre og se paa (eller rettere sagt smage paa) hele Beholdningen. Til den Ende modtog vi alle otte i Contoret af Hr. Gonzalez selv hver vort Vinglas, og med dette løftet op foran os som den Fane vi nu skulde følge, marscherede vi forventningsfulde afgaarde i Procession. Og nu var det ret interessant at se med hvilken Routine Hr. Gonzalez ved Hjælp af sine smaa Blikcylindre heftede paa en lang Fiskebensstang fra de forskjellige Fade optog Vinen og især med hvilken beundringsværdig Færdighed og Flothed han fra en betydelig Høide hældede den i Glassene. Alle de bedste, ædleste og kostbareste Sorter maatte vi smage paa, det gjaldt at holde Ørene stive. Først var det kun de almindelige Sorter Amontillado, Paxaret, Pedro Ximenes, Muscatel, etc., fra de svagere til de mest stærke og ildfulde. Fad laa her paa Fad opstablet i en umaadelig Høide og i uoverskuelige Rækker, alle Tønder forsynede med Maaned og Aarstal. [...] Vi gik fra den ene umaadelige Hal til den anden og havde vel gjennemvandret en fem-seks saadanne, da det blev os betydet at vi nu havde seet Forgaarden hvor Enhver kunde faa Lov til at komme og se, men nu skulde vi ind i det Hellige hvor Sorter fra 100 £ og opover laa. Ogsaa her smagte vi paa en hel Del fortrinlige Sorter, men maatte tilsidst gjøre som Hr. Gonzalez selv, d. v. s. øieblikkelig spytte ud og derpaa smække med Tungen, forresten bedømte han Vinen bedst ved at lugte paa den. Her smakte vi blant andet ogsaa paa Noah og Methusalem og andre gamle Patriarcher, saa gamle at han ikke kjendte eller ialfald sagde at han ikke kjendte Alderen, ja deilige var de, det er sikkert. Priserne paa disse var mellem 3 og 400 £ pr. Cask. Nu skulde vi da ind i det Allerhelligste – Apostelkjælderen eller den apostoliske Kjælder, saa kaldt efter de tolv umaadelige Fustager som her staa opstillede seks paa hver Side. Hvert af disse Fade er paa 16 Cask eller 9600 Flasker og indeholde den aller kosteligste Vin, hvert Fad er opkaldt efter en Apostel. Han har nu fra Tydskland bestilt en Fustage [=fat] dobbelt saa stor som disse paa 32 Cask, den skal ligge midt imellem de tolv og kaldes Christus.

Det var nu ikke frit for og kunde vel heller ikke være anderledes end at vi ved denne uvante Nydelse var blevne noget muntre, dog paa ingen Maade til Overmaal, nei det er mærkværdigt hvad man kan drikke i dette Clima, man sveder det ligesaa hurtigt ut igjen, hjemme vilde vi sikkerligen være blevne placat af mindre end Halvparten. [...] Tilslut maatte vi optegne vore Navne i et Slags Fremmed-Album og efter mange Taksigelser forlod vi denne elskværdige Mand, der havde forskaffet os en i saa mange Henseender rig og storartet Nydelse. Come back when you like and drink as much as you like, all together, var hans sidste Ord. [side 38-41]

Rett nok har stil og formell omgangstone sunket de siste 140 årene, men kjernen i innholdet minner litt om dagens charterreiser til Syden med nordmenn-på-tur. Det går fremdeles mye i fest og fyll.

Generelt var det et marinetokt der man (vel, i hvert fall offiserene) grundig forlystet seg med saluttkanoner, drikkevarer og lange middager. Det er en bok jeg kan anbefale, selv om den er lite tilgjengelig. Den beskriver på en vidunderlig måte samtidens Zeitgeist. Boken er forøvrig utgitt posthumt i 1943, så opphavsretten går vel ut om akkurat et par uker. Kanskje det er tid for å blåste støv av skanner og OCR-programvare?

Ja, og så var det en obBeer ... På vei tilbake til skipet fant Bugge og Falsen en flaske «Ale-Export» i en butikk. På spørsmål om hva det var, ble de fortalt at det var «Champagne», men det var vel heller kullsyreinnholdet ekspeditøren da tenkte på, ikke opphavet i vindruer eller malt. Prisen var 12 realer, som Bugge verdsetter til 3 mark, en litt uformell pengestørrelse som trolig tilsvarer 2 kroner etter kronereformen. I Norge gikk samtidig ølflaskene for brøkdelen av den prisen. Fra Frydenlunds jubileumsbok finner vi at gjennomsnittsprisen for bryggeriets ølsalg lå på 4-5 speciedaler pr hl i perioden 1862-67. Det burde gi en pris ut fra bryggeri pr 35cl halvflaske på rundt 6 øre etter kronereformen. Flasken med «Ale-export» ble – tross prisen – kjøpt for å stille tørsten, men innholdet ble spyttet ut som udrikkelig. Det er jo artig hvordan importvarer kan prises som luksusgoder, nesten uansett kvalitet og kostpris.