Wiinholt: «Humleavl»

Her er noe såvidt uvanlig som en norsk bok om humledyrking utgitt i 1817, skrevet at overførster Wiinholt. En «førster» er en skogsforvalter, etter tysk Förster, tenk også fransk forêt og det engelske etternavnet Forrester. Boken er hentet fra en digitalutgave ifra Nasjonalbiblioteket, og opprinnelig utgitt sammenstilt med en tilsvarende bok om tobakksdyrking. Du finner originalen her.

Jeg skal la teksten tale for seg selv, og heller komme tilbake med en analyse av det senere. Her skal jeg bare nevne at en Alen er to fot, dvs ca 60cm, mens et bismerpund (Bmpd.) er tolv pund (Pd.) altså ca 6 kg. Et mål er 10.000 kvadratfot, hvilket er tett oppunder 900m², mens en Tønne (Td.) er fire mål. Det refereres til at 2 mål er 6-7000 alen «i Fiirkant», og med dette menes 6-7000 kvadrat-alen. Ellers er teksten lettlest og likefrem.

Humleavl av Wiinholt, Overførster.
Utgivet av Selskabet for Norges Vel.
Christiania, 1817
Trykt hos Chr. Grøndahl.

Om Humle.

Saa nyttig og uundværlig som Humle er i enhver Landhuusholdning, saa lidet har man i Almindelighed bekymret sig om dens Dyrkning, men heller kjøbt udenlandsk Humle til en overdreven Priis. Finder man endogsaa som en Sjeldenhed et gammelt Humleanlæg eller en Humlehauge, saa er den i Almindelighet saa begroet med Nelder, Skarnkyde (Hundeskær), Skræpper, Graadynke og andet Ukrud, at Humlen derved, om ikke aldeles undertrykkes, saa dog saaledes forringes, at den kun bærer faa og smaa Kogler (Hoveder, Kopper), istedenfor at den ved ordentlig Røgt vilde bære megen og stor Frugt. En Aarsag, skjøndt der gives vist mange flere, hvorfor Humleavlen saaledes er forsømt, og hvorfor man saa sjelden seer, hvad der dog burde findes ved enhver Bondegaard – en god Humlehauge – troer jeg sikkert kan søges i Mangel paa Anviisning i denne Sag som virkelig findes, og den kunstige, omstænedelige og bekostelige Maade man paa enkelte Steder har anvendt, ved at opfylde dybe Kuler med Gjødning, og i en derover anbragt Jordforhjøyning at lægge Rødderne af Humlen, hvilket har afskrækket Flere fra at begynde et Anlæg.

Den Maade jeg vil anprise, er den simpleste og mindst bekostelige, som hidtil er bleven bekjendt.

Til en Humlehauges Anlæg bør vælges en Plads, der har Lye for Nord og Nordvest, og Soel fra Østen og Syden. Det bedste Jordsmon til en Humlehauge er sandblandet Muld, men ogsaa i anden Jord kan Humlen trives og vorde frugtbringede, naar den blot ikke er i alt for mager eller sumpig. I første Tilfælde maa den først forbedres ved Gjødning, passende Jordblanding og Dyrkning, og i sidste ved Vand-Aflednings-Grøvter og Oppfyldning. For at rense Pladsen for Ukrud og gjøre den beqvemmere til Humle-Anlæg dyrkes den eet til to Aar i Forveien med Kartofler eller andre jordrensende Væxter. Arealets Størrelse beroer vel som oftest paa Omstændigheder, eller paa Hensigten med Anlægget, om det alene skal tjene til Huusfornødenhed eller tillige til Handel. En Humlehauge kan imidlertid efter min Formening ikke lettelig være for stor, naar den behandles og benyttes paa en rigtig Maade, da den i dette Tilfælde er saare indbringende; dog, naar jeg skulde nævne nogen forholdsmæssig Størrelse for en Bondegaards Humlehauge, maatte det vel være ½ Td. eller henved 2 Maal, 6-7000 Al. i Fiirkant, og den passeligste Figur en Quadrat (Fiirkant). At Haugen maa være vel indfredet, om Anlægget skal trives, forstaaer seg af sig selv; kun maa jeg i denne Henseende bemærke, at hvor man af Mangel paa Steen ei kan sætte Steengjerder, som upaatvivleligt er og bliver det første og bedste Hegn, naar det sættes af Sagforstandige, maa plante levende Hegn, som derefter bør have Fortrinet; og hvilke 2 Sorter af Hegn, upaatvivleligen burde være de eneste, som vare til. – Der maa alene sørges for, at det levende Gjerde ei voxer til den høide ved den sydlige Kant, at det beskygger Anlægget. Det forstaaer sig, i Mangel deraf, sætter man de almindelige brugelige Planter eller Skiegjærder omkring.

For at bespare Kulegravningen, eller, som det og kaldes, Reolingen, af detHele, graves Grøfter. Desuden maa Reolingen foretages med megen Forsigtighed og godt Overlæg; thi ellers kan man, efter meget Arbeide, let have faaet en slettere Jordsort, end man før havde. Grøvterne graves paralelle af 1 Alens Brede og Dybde, og 2 Alen fra hverandre, fra Syd til Nord; disse halvfyldes med velforraadnet Hestegjødning, og tilfyldes aldeles med den bedste Deel af den opkastede Jord, saaledes, at den i Grøvterne har en Forhøining af 8 til 10 Tommer over det mellem disse liggende Jordsmon. Har man ei forraadnet Hestemøg, er vel brændt Komøg og forraadnede Saugflise meget tjenelige, og bedst er velbrændt Svinemøg; hvor man har gjødet med Sidste, siges Jordrotterne ei at komme. Har man endeel Duemøg og Faaremøg, da sætte man dette i Støb, og af dette Vand helde man et godt Kar fuldt ved hver Humleplante eller sprede den hele Opløsning ud over de nyligen plantede Humleskud. Gjør man dette i tilstrækkelig Mængde, og Jorden er god, vel renset og spadet, kan man spare alt andet Møg. – Humlen plantes derpaa i de ophøiede Bede, 1 Alen fra hverandre. De Rødder, som vælges til Utplantningen, maae være af Humle, der er bekjendte for at have baaret store og gode Kogler, maae være Skud fra sidste Aar, som skjelnes fra de ældre ved et hvidt Udseende. I Mangel af saadanne Skud kan man og bruge gamle Rødder, naar kun den ydere brune Bark bliver skrabet af. Man bør ogsaa lægge Mærke til den bedst voxende vilde Humle og tage Rødder fra den. Hvor Rod, som plantes, maa beholde 2 Led, og afskjæres glat tæt ovenfor de øverste 2 Øine, og ligeledes noget nedenfor de nederste. Rødderne nedstikkes i Bedets Midte i ovennævnte Afstand, og saaledes at de øverste Øine ikke komme under Jordens Overflade, men i lige Linje med samme, og bedækkes da hver Plante med et Stykke Tagsten. Men man kan og gjerne sætte dem alle neden under Jordskorpen. Da Anlægget bør skee saa tidlig om Foraaret som muligt, er det nødvendigt desuden at strøe lidet fiin Jord oven over hver Rod, for at bevare dens Øine for sildig [=sen] Nattefrost. Ved hver Rod sættes endvidere en liden Pind, for at man kan vogte sig for at afbryde de unge Spirer ved Lugningen, der foretages og fortsættes saa ofte og saa snart som Ukrudet maatte fremvoxe i den Grad, at de unge Spirer derved kunne tage Skade. I det første Aar vil Lugningen oftere behøves, i de følgende vil det være tilstækkeligt, naar den foretages een, høist to Gange. Første Gang i Juni Maaned og anden Gang i September. Sidst i Mai, først i Juni, eller saasnart Spirerne maatte være ¼ til ½ Alen over Jorden, sættes smaa Stager (Kjæppe), af Erterises Størrelse ved samme, og spirerne ledes da til kjæppene, med Solen eller tet omkring, samt fastbindes vaersomt med Bast. Dette første Aar kan man ikke vente at see meget Frugt paa Humlerankerne, men de Kogler, som fremkomme, ere derimot i Almindeligehet store. Disse modnes sædvanlig sidst i September, og Rankerne affskjæres da ½ til 1 Alen over Jorden. Det bør skee i tørt Veir, og naar Humlen er vel tør. Skulde den være lidt fugtig, maa Simerne (Rusmerne, Stænglerne) vel rystes før de tages ind. Koglernes Modenhet kjendes derved, at de faae en brunladen Farve, og at der under Skjellene siddende Frøe begynder at falde ud, naar de rystes. Det ansees for raadeligst og fordeelagtigst, at afskjære Humlen, naar Koglerne ere endnu grønne og klare, da de saa tidlig aftagne, indeholde mere af det Bittre og er altsaa kraftigere; endskjøndt den svinder mere; thi man faaer kun af 5 Pd. nyplukket Humle 1 Pd. tør. Naar Rankerne ere bragte i Huus, som bør skje paa samme Tid som de nedskjæres, da bør Humlen jo før jo heller afpilles og saa tyndt udspredes paa et luftigt loft, som Pladsen maatte tillade, hvor den i de første Dage, især om den ei ligger udspredet under ⅛ Alens Tykkelse, engang daglig maa gjennemhakkes med en Træerive, og siden hver 8de dag. Nødes man til at tørre Humlen i Badstuer, maa man iagttage, ikke at pakke den ind, før 14 Dage efterat den er tørret. Den maa nødvendig indpakkes i tætte Sække og stampes meget fast sammen og lukkes vel for den; eller i meget tætte og veltilsluttede Kar, allerbedste i Leerkar med Laag over og Vægt paa. – Fordi Soløer Humle pakkes slet, taber den meget af sin Kraft.

Naar den næsten er tør, som vil være Tilfældet efterat den i 3 til 4 Uger har nydt forommeldte Behandling paa Loftet, da rives den sammen i en Hob, i hvilken Tilstand den forbliver i 14 Dage, for som det kaldes at sammenbrændes. Skulle den derved have taget betydelig Varme, bør den atter utspredes og røres en Dags Tid; men i manglende Fald, eller om den ogsaa er lunken, bør den strax kommes i Kasser eller Tønder, hvori den stødes saa fast som muligt, og da kan den uden at tage Skade gjemmes 2, 3 eller flere Aar.

Det andet og følgende Aar behandeles Humlehaugen anderledes end første Aar. I April Maaned, eller saasnart Frosten eller Tælen er af Jorden, løshakkes og udpilles ¼ Alen fra Midte av hver Rod, alle Sideskudd; og den gamle Rod renses fra alt Ukrud, og Jorden jevnes dernest som tilforn omkring Planten. Derved vinder Planten, at den faaer et mindre Antal Skud at ernære, befries for Ukrud, og faaer løs Jord omkring sig, hvorved den sættes istand til at skyde frodige Ranker. Denne Behandling er saa nyttig og uundværlig for Humlen, at den hvert Foraar bør foretages. Vil man komme lettere fra Arbeidet, tager man en lang Kniv og skjærer ¼ Alen fra Midten av Humleplanten saa dybt ned i Jorden som mulig, hvorved man overskjærer alle Sideskud der tages op. Men den førstanførte Maade er dog langt bedre for Humlevexten. – Dersom de gjenstaaende Humlespirer synes at være svage, bør man tage god Muldjord og strøe den ud over hele Bedet og jevne den vel ud. – Indtræffer en tør Vaar eller Sommer, bør man, efterat man har renset Humleskuddene paa den anførte Maade, vande dem tilgavns; og dette bør gjentages siden længere hen paa Sommeren en 3 til 4 Gange.

Humlehaugen bør gjødes hvert andet eller tredie Aar, om Vaaren, med velforraadnet Gjødsel, helst, om man har det, med Svinemøg, som gnides fiint, og enten blandes med den om Rødderne forsigtig løsned Jord, eller spredes oven paa. Dog behøver man ikke denne Overgjødning over hele Bedet, men aleneste om Rødderne.

Naar Humlespirerne have naaet ½ Alens Længde, skrides til Stængningen af samme, men den behøver da længere Stænger end første Aar; disse maa i det mindste være 8 til 10 Alen lange, og da samme ikke alene i mange Egne vilde falde bekostelige, men det endog er langtfra saa hensigtsmæssigt at anvende Stænger til Humlen som Halmsimer (Reb snoede av Halm), saa bør disse i Almindelighed foretrækkes hine. Simerne faaes lettest af Havrehalm. Naar de ere 3/4 til 1 Tomme i Gjennemsnit, da have de den fornødne Styrke.

Et Fruentimmer kan ved nogen Øvelse lettelig være istand til at snoe 200 Favne i en Dag av disse. De anvendes paa Følgende Maade: 2de Støtter (tykke Stører), av 6 til 7 Alens Længde nedsættes imellom hver 2 Rader, i 8-10 Alens Afstand; over disse lægges en Stang eller Lægte af 3 til 4 Tommers Førlighet, og saaledes fortsættes til Enden av Raderne. Derefter befæstes Enden av en Sime med en liden Krog, som nedstikkes i Jorden ved en Humlestok i den ene Rad og Simen føres da over Lægten og befæstes ved den anden Ende ligesom ved den første, ved en Krog, der nedstikkes ved den ligeoverforstaaende Humleplante i den anden Rad. Saaledes fortsættes heelt igjennem med første og anden Rad, siden med tredie og fjerde, da med femte og sjette o. s. v. Denne Maade vil i de fleste Egne være mindre bekostelig end den almindelige Maade at stænge paa; thi om man endog i Skovegne ikke regner Humlestængerne, saa ere de dog alligevel kostbare, naar man betænker, at det er lutter unge og ranke Træer, som dertil brukes; desuden, Humle-Rankerne lade sig bedre opad den skraae trukne Halmsime; Humlen bliver meer udsat for Luftens og Solens veldædige Virkninger; Vinden kan ikke saa let forstyrre denne Stængning, som den almindelige; de mellem hvert Par Rader liggende Bede kunne bedre føres til Nytte, da Halmsimerne paa begge Sider falde fra Bedene, saaledes at de aldeles ligge aabne for Soel og Luft; Humlerankerne nedtages langt lettere end om de vare stægede paa den almindelige Maade, og man udsættes altsaa ikke for, at saa mange Kogler afrives ved Nedskæringen; Haugen faaet et smukt Udseende, saaledes at den ikke alene lettere kan oversees, men upaatvivlelig ogsaa oftere vil vorde besøgt end de almindelige slet røgtede Humlehauger. Efterat Stængningen er fuldført, ledes 4 til 5 af de stærkeste Humlesprirer af hver Blok med Solen omkring Simen, Resten afskæres ved Jorden. Om Spirerne ei af sig selv strax ville hefte til Simerne, da tilbindes de løsligen med Bast. Naar en af disse er fuldkommen 2 Alen lang, da affkæres dens Spidse, og saaledes studser man de øvrige efterhaanden, saa at den anden omtrengt bliver 1½ Alen længere end den første, den tredie 1½ Alen længere end den anden, den fjerde noget længre end den tredie, og den femte gaaer saa høit den kan. Rankerne faae paa denne Maade mange Sideskud, og frembringe altsaa langt mere Humle. En Humlehauge, behandlet paa denne Maade, har Humle fra den nederste til den øverste Deel af Simen eller Stangen, isteden for at man ellers kun seer Humle paa Toppen av Ranker, og hvor da som oftest den ene Ranke qvæles av den anden, hvorved Humlen selv vorder ringe.

Jeg har selv anlagt Humlehauger paa ovenbeskrevne Maade, og derved erfaret dens Fortrinlighed for alle de mig hidtil bekjendte Maader.

Naar Humlehaugen behandles paa den beskrevne Maade, vil man om faa Aar erfare at neppe noget Jordstykke af lige Størrelse giver et fordelagtigere Product end det, som er beplantet med Humle. Efter 12-16 Rødder kan man i gode Aar vente 1 Bmpd. tørret Humle. Altsaa vil der til en Gaards egen Fornødenhed ikke udfordres noget stort Jordstykke. Den, som vil anvende 7000 Alen Land i Fiirkant eller omtrent 2 store Maal til et saadant Anlæg, kan gjøre Regning paa at sælge hvert Aar anseeligt.